Udgivet søn d. 31. maj 2020, kl. 10:00

I dag vil jeg - for nogle - komme med to afsløringer.

Men først et kort tilløb.

For år tilbage underviste jeg - i embeds medfør - over emnet ’De kristne grundbegreber’. Da jeg nåede frem til trosbekendelsens 3. artikel, prøvede jeg gang på gang at udskyde ordene om ’Helligånden’ og talte i stedet desto mere om ’kirken og det evige liv’. Men da een af mine tilhørere - lidt drilsk - spurgte, hvornår jeg kom til Helligånden, så var der ikke noget at gøre.

Se, dette nævner jeg for at fortælle, at vi altså er nogle præster, der har meget store problemer med Helligånden! Ikke fordi vi ikke véd noget om Helligånden. For det gør vi naturligvis efter - på universitetet - grundigt at have studeret emnet. Teoretisk véd vi, hvad ’Helligånd’ er for noget. Vi kan huske, at helligt betyder, at det tilhører Gud, og at ‘ånd’ betyder ‘virkelighed’. Så at Helligånd betyder: ‘Guds virkelighed’.

Vi kan altså vores dogmatik - det vil sige vor troslære - men vi kan ikke bruge den i praksis. 

Og det er så pinligt, at jeg her må hæve det hvide flag samt strække våben.

Se, det var den første indrømmelse.

Den næste er den - især for præster - så svære indrømmelse, at prædikenen her har jeg også holdt for et par år siden - og kommer måske til det igen. Men når jeg bruger ordet pinlig, så er det også fordi vi lever i en tid, hvor oplevelser og stemninger er så vigtig en bestanddel af vor tilværelse, at vi kunne få fuld valuta ved netop at tale om Helligånden. Alene dens ankomst til jorden, som vi hører om i dag, indeholder jo alt, hvad hjertet måtte begære: ’susen og brusen’ samt tunger som af ild med en indbygget rislen ned ad ryggen.

Kort sagt: følelser og oplevelser i den allerhøjeste potens. 

Joh, med dén forståelse af Helligånden ville man vel uden større besvær kunne få gjort kristendommen til en kæmpesucces. 

For så var det nemlig lykkedes at gøre kristendom til noget så fint og nutidigt som en ’oplevelsesreligion’. Hvormed menes, at man søger at komme i en stemning, der ikke lader apostlenes pinseunder noget tilbage. 

Hillemænd, hvor kunne vi få gang i Folkekirken - dog først når coranakrisen er ovre og kirkerne igen kan fyldes!

Men som sagt: jeg beklager, for hertil rækker mine åndelige evner ikke. Men lur mig om Helligånden alligevel ikke har en finger med i det i dag!

 For det er da et lykketræf for vi - indrømmet efterhånden ganske få - ’Helligåndsforskrækkede’ præster, at det ikke er apostlenes oplevelser hin dag, der skal prædikes over på denne pinsedag, men derimod en tekst fra evangelisten Johannes.

Men her får vi så også klar besked om, hvad kristendom - og dermed hvad Helligånd - er for noget. 

Der stod jo: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.” 

Det er just i al sin enkelhed evangelisten Johannes’ pinseprædiken - og den er såmænd ikke så ringe endda. 

For her forkyndes noget, der bestemt ikke har med oplevelser og følelser i een selv at gøre.

Tværtimod! 

For Johannes består kristentro nemlig i: 

At høre og lade sig tiltale af Guds ord, og det er noget ganske andet end at fordybe sig i dé oplevelser, man selv føler følger med. 

Guds ord er ikke en igangsætter af vore følelser, men skal høres som dét, de er nemlig: en befaling. 

Det er ikke de mennesker, der mærker en ’kildren ned ad ryggen’ eller får dejlige følelser frem, der elsker Jesus, men - og det her er altså sagt med hans egne ord: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er dén, der elsker mig…” 

Og hvad har dét så med Pinse og Helligånd at gøre, vil en og anden fornuftigt spørge. 

Jo, svaret er såmænd: alt. 

Vi møder Helligånden hver eneste dag, vi lever, for ’Helligånd’ betyder som sagt slet og ret: Guds virkelighed. Og det vil sige, at den møder dig i din dagligdag, hvor du end befinder dig. Ikke andre steder end i netop dét liv, du har fået; og i dé mennesker, der fylder dit liv.

Gud er vor virkelighed. 

Han er vort liv mellem de to årstal, der kendetegner ethvert menneskes liv. Og vil vi gerne have tegn for dét, ja så kommer vi altså til at rende forgæves. For den, der jagter tegn, fornægter Guds virkelighed.

Vedkommende er som dén, der søger lykken alle mulige steder med oplevelser og deslige, men glemmer, at den altid har været - og er - her i dagligdagen med dens møje og glæder.

Guds virkelighed vil altså sige, at han er med os i dét liv, der nu engang er blevet vort. Vi skal kun holde os til det nøgne, men enkle ord: at Guds gode gerninger er sagt til os og om os på vort eget tungemål.

Noget sådant kan udtrykkes på mange måder, men lad os sige det med eet af Jesu egne ord - og pinse er jo ret beset intet andet end at hans ord når os på et sprog, vi kan forstå - nemlig: at ”dét, som for mennesker er umuligt, just dét gjorde Gud mod os.” 

Dét, som vi ikke ville, nemlig: at gøre sandheden, at glemme os selv og i stedet lade kærligheden råde, ja netop dét gjorde Gud mod os. Det er det eneste, vi skal holde os til, for det er virkeligt og dermed Helligåndens gerning. 

Og se, så kan selv en ’Helligåndsforskrækket’ præst som jeg jo med rette udtrykke et:

’velsignet pinse’.

Kategorier Nyheder