Udgivet af Lærke Hansen, søn d. 7. jun 2020, kl. 10:00

Jeg ved ikke, om der var nogen, der bemærkede, at jeg overhovedet ikke kiggede ned i teksten - en eneste gang – mens jeg læste den op.

For den er jo så velkendt og bør derfor kendes uden ad – især af en præst, det har anvendt den langt over 2.000 gange! 

Man mener nemlig, at kende den så godt, så man blot registrerer, at ordene bliver sagt, men man hører egentlig ikke rigtig efter, for man kender den jo så godt.

Mener man da i hvert fald!

Sådan forholder det sig også med dåbsbefalingen.

Vi kender den så godt. Teksten høres jo hver eneste gang, der er barnedåb - og det sker jo heldigvis mange gange i denne smukke kirke - desværre ikke i disse tider på grund af på grund af coronakrisen.

Joh, vi kender dåbsbefalingen ud og ind. 

Tror vi da!

For vi er mange, der hører noget ganske andet end dét, der læses op!

Selvom vi hører ordene:

”…idet I lærer dem at holde alt dét, som jeg har befalet jer”,

så registrerer vi det som om, der står: 

”…idet I lærer dem alt dét, som jeg har befalet jer” -

og det er jo noget ganske andet.

Men hvori består så forskellen?

Ja, nu skal jeg prøve at være pædagogisk.

Jo, som mange af os opfatter det, så: 

’skal vi lære andre alt dét, som Jesus har befalet’; 

men dét, som Jesus siger er, at:

’…vi skal lære dem at holde alt dét, som han har befalet’.

Og der er meget stor forskel på ’at lære’ og ’at lære at holde’.

Det første - ’at lære’ - kan de fleste, hvorimod ’at lære at holde’ hans befaling - fx at elske sit medmenneske - ja det volder store vanskeligheder.

Men vi kender jo så godt forskellen på: ’at lære’ og at ’lære at holde’.

Ja, fx hvor ofte har vi ikke lært vore børn, at de ikke må tale grimt om andre mennesker, mens vi så selv - endda i børnenes nærvær – ’rakkede’ de andre ned. Holdt børnene os så fast på denne inkonsekvens, ja så reddede vi os ved at ty til § 1 i alle forældres ’førstehjælps-bog’ nemlig: ’I skal gøre, som vi siger, og ikke som vi gør’.

Men se, det er jo det modsatte af Jesu krav. Selvfølgelig kan - og skal - vi udbrede kendskab om Jesus til andre. Ingen tvivl om det, men man skal gøre sig klart, at man kun lærer andre om Jesu befalinger, hvis man selv holder dem!

Andre pædagogiske metoder kommer overhovedet ikke i betragtning!

Problemet ligger heller ikke så meget i, at vi ikke kan holde Jesu befalinger, men snarere i, at vi ikke vil! Hans befalinger strider i dén grad imod vort væsen, at vi udmærket er klar over, at forsøgte vi virkelig at holde befalingerne, så ville hele vor tilværelse med alt dét, vi elsker, gå i total opløsning - og det hverken ønsker eller vil vi. Og skulle den gode Ingemann have ret - og det plejer han at have - med salmelinien:

”…viljen ser Vorherre på” 

så må vi da bestemt håbe, at det ikke er vor vilje, Vorherre ser på, for vi vil jo ikke ’holde alt’, hvad han måtte have befalet.

Joh, vi vil måske elske vort medmenneske, hvis vi selv må bestemme, hvem dette medmenneske skal være. 

Men det er jo ikke dét, han kræver.

Nej, vi skal elske et hvilken som helst medmenneske - også dem vi ikke kan fordrage.

Mon ikke de fleste af os så skammeligt - i bogstaveligste forstand - må ’krybe til korset’ og indrømme, at vi ikke holder hans befalinger, og at vi altså - hvad værre er - heller ikke vil.

Og ind i denne åndelige armod er der så kun at ’at holde’ sig til sin dåb, for dér har vi selv hørt ham sige, at hvordan det end går med at holde hans befalinger, så vil han dog holde ud med os alle dage, og det lige indtil dén verden, der er vores, får ende.

Ved døbefonten høres det kristne evangelium allertydeligst, nemlig: at vi tilhører ham - og det ganske den betingelser.

Og Gud ske lov for det, for var der bare een eneste betingelse, så ved vi godt inderst inde, at der ikke er mere at snakke om, for så er vi uigenkaldeligt fortabte.

Men det er nu altså også ord med magt og myndighed i, der lyder ved døbefonten.  Det er ord, der har forandret livet for mange mennesker. På de ord har mennesket rejst ud fra sit hjem, sin slægt og fødeland, ud til det fremmede. I de ord har mange hørt en opgave for vedkommendes liv.

I de ord har mennesket hentet ny frimodighed og nye kræfter.

Joh, det enkelte menneske betyder alt for Gud.

Lad mig illustrere alvoren i dette.

En mor, der havde en børneflok på fem, mistede en dreng. Gode bekendte kom forbi og ville så gerne trøste hende.

Een sagde - oprigtigt og velmenende - ’så er det da godt, at du har de andre børn.’

Men moderen svarede: ’Jeg havde ingen at miste af’. Selvom hun havde mange børn, var hendes kærlighed til den enkelte ikke mindre.

Sådan er den enkelte - altså du - også dyrebar for Gud.

”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”, siger Han.

’Alle dage!’ - ja, også de dage, hvor vi måske var sikre på, at han i hvert fald ikke var med os. Og alle de dage, hvor vi levede, som om vi sagtens kunne klare livet selv. På de lyse og gode dage, hvor livet var let og blev levet på solskinssiden, ja da fulgte han os. 

På de onde og mørke dage, hvor vi slet ikke magtede andet end at trække dynen over hovedet, ja da var det ham, der bar os.

Sådan har det været i vort liv indtil nu - og sådan har han lovet, at det vil fortsætte alle vore dage!

Og så på den allersidste dag fører han os gennem døden og ind til det evige liv. Og han gør det med dét løfte, der lyder: ”…og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

AMEN

Kategorier Nyheder