Udgivet søn d. 19. jul 2020, kl. 11:00

Organist John Horsner fortæller om salmebogens nr. 319, Vidunderligst af alt på jord, som vi sang ved dagens højmesse.

Efter et stort anlagt digt med 26 vers om ”Den Christne Tro” i sine ”Krønike-Riim til Børne-Lærdom”, 1829, strammer Grundtvig form og indhold, og i hans 5. udgave af Festpsalmer fra 1853 fremkommer så salmen ”Vidunderligst af alt på jord” med dens 11 vers, sådan som vi nu kender den (salmebogens nr. 319).

Den er således blevet til en salme om den kristne menighed med særligt henblik på den danske menighed. Den fremlægger menighedens livsalige vilkår fra først til sidst, også bogstaveligt fra liv til død.

Allerede fra begyndelsen siges det, at ”vidunderligst af alt på jord er Jesu Kristi rige”. Riget er altså her på jord. Vi er ikke, som pietisterne mener, pilgrimme på vandring gennem ”denne verdens tåredal” til det bedre i himmelen. Mange af Grundtvigs salmer insisterer på, at vi i menigheden allerede er i Guds rige: ”Kirke, du er vort Betlehem”, ”Midt iblandt os er Guds rige”, ”Himmerig på jord vi ejer”.

En af mine organistkolleger sagde en gang til mig: ”Du må indrømme, at det, der står i vers 3 i bryllupssalmen ”Jeg véd en blomst så favr og fin”, nemlig ”Den [kærligheden] vokser vildt dog kun på jord, undtagen i Guds Eden”, er det rene vrøvl fra Grundtvigs side". -  Men nej. For iflg. Grundtvig ejer den kristne et begreb om kærligheden, som ellers kunne have nok så trange kår i verden, og dermed ejes Himmerig på jord. ”Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor (salmebogen nr. 321).

Jesu Kristi riges mageløse herlighed, slår Grundtvig fast, er det vidunderligste af alt på jord (v. 1). Men riget er både usynligt og gådefuldt (v. 2-3). Dog kendes det på dets virkemidler, bl.a. sakramenterne, dåb og nadver (v. 4). Med Jesu ord skabes så gode kår for os ”barnekæmper”, der lever og strider efter bedste – men måske fattige -  evne, at vi kan trodse selv døden og ”le ad banesår og springe over grave”. ”Springe over” er her nok ment bogstaveligt, så vi kan betragte graven som midlertidig og siden erfare, ”hvor godt der er i Himmerig, og at du [Jesus] stol har sat til mig i dine lyse sale” (salmebogen nr. 538, v. 8).

Grundtvigs vane tro, er salmen udtryksstærk og billedrig. I vers 7 ”hvisler det i ormegård, at riget er lagt øde”. Det er jo nok eftervirkningerne af rationalisternes værk, der her er tale om, med deres nivellering af den dybfølte tro. ”Ormegård” lyder helt Kingo'sk – en forfatter, Grundtvig i øvrigt satte højt. Men denne hvislen er uden effekt, fordi ”riget”, menigheden alligevel og på trods vil blive kronet med ”frugtbarhed og grøde”.

Og så følger et af Grundtvigs ”danske” vers, som tjener det formål at levendegøre

Gudsriget for den aktuelle menighed ved brugen af naturfænomener, vi alle holder af og ser som frembrydende liv. Som ”aks i vang, som maj i bøgeskove, ja, prægtig under fuglesang som gyldensol af vove” skal Kristi menighed opblomstre (vers 8).

Alt er det billeder, som kan beskrive ”den store konges glans”, som opstod for at ”jordklimpen ham kan møde” (vers 9). ”Jordklimpen” er det samme som jordklumpen, som vi alle kan siges at være rundet af, og som da også optræder i begravelsesritualet: Af jord er du kommet.

De to sidste vers (10-11) handler om Jesu genkomst, hvorved de troendes kamp skal ende, så de ikke længere skal ”se i et spejl” men have de saliges erkendelse i et rige, der er synligt og nærværende, og hvor de tre vilkår, der for Grundtvig var hovedbegreber, er til stede: Ret og fred og glæde.

Sådan beskrev Grundtvig i salmens 11 vers hele den kristne menigheds vilkår og tro og håb og evighed.

Kategorier Nyheder