Udgivet søn d. 20. dec 2020, kl. 01:00

Tanker ved adventstid – 4. søndag i advent v. Margrethe Münster Berg.

Hvem er du?

Når vi får sådan et spørgsmål, vil vi – afhængigt af situationen - typisk fortælle, hvad vi hedder; hvor gamle vi er; hvor vi kommer fra eller bor; hvad vi laver; hvem vi kender i forsamlingen; hvilken uddannelse vi måske har taget; hvor vi har rejst; hvem vi er i familie med og om vi selv har børn.

Men selv, hvis vi får givet alle disse oplysninger om os selv, har vi så fået svaret udtømmende på spørgsmålet? Næppe.

Vi kan så tilføje noget om vores opfattelse af eget køn og seksualitet, racetilhørsforhold, noget om vores spisevaner og øvrige forbrugsmønster, musiksmag og fritidsinteresser, politiske overbevisning - you name it - som i en bedre segmentundersøgelse.

Vi kan fortælle hele vores livshistorie minutiøst, og alligevel vil der stadig være ”sorte huller” i beskrivelsen. Vi kan krænge vores sjæl ud til en psykolog og få den analyseret - eller vi kan få omsorg for den hos en præst.

Når alt kommer til alt, så er spørgsmålet om, hvem du er, et filosofisk spørgsmål, som man kan bruge hele sit liv på at prøve at besvare. For filosofiske spørgsmål kan der netop ikke svares endegyldigt på. Ligesom svaret ikke kan googles.

Johannes Døberen bliver i evangelieteksten til 4. søndag i advent spurgt om, hvem han er. De, der spør’, foreslår først, om Johannes skulle være Kristus eller Elias eller Profeten, men det afviser han.

For Johannes er klar over sin egen størrelse. Han er ikke som den lille nisse, der rejste land og rige rundt for at finde den mægtigste mand, og som endte med – som en anden selv-forelsket Narcissus - at stå og stirre på sit eget spejlbillede, der jo nok var blevet noget forvrænget dér nede i søens vand.

Johannes er i modsætning til dem begge ganske ædrueligt klar over sin egen størrelse, og han pynter sig ikke med lånte fjer. Han har ikke travlt med at profilere sig på FB eller med at være noget særligt i forhold til andre. Der er ikke noget ”se mig” over ham. Han fortæller så godt som ingenting om sig selv, for han ved, at hans egen identitet er afhængig af Jesus.

Men hvem er Johannes så, vil spørgerne vide, hvis han hverken er Kristus eller Elias eller Profeten – og hvorfor døber han så overhovedet?

Johannes Døber svarer med et citat fra profeten Esajas: ”Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹”. Og at: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Johannes er altså klar over sin betydningsfulde opgave som den, der skal bane vejen for Jesus, og samtidig klar over, at han på ingen måde kan eller skal måle sig med Ham.

I et par tusind år har vi nu vidst, hvem det var, der stod midt iblandt dem. Nemlig den Jesus, hvis fødsel vi er i færd med at tælle ned til.

Så næste gang, vi får spørgsmålet, hvem er du? kan vi med inspiration fra Johannes svare, at vi som døbte mennesker også er medlemmer af et arbejdsfællesskab. Et arbejdsfællesskab, der skal bane vejen for, at alle folkeslag skal blive Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde alt det, som Han har befalet.

I dåben bliver vi nemlig – alle forskelligheder til trods - ligestillet i forhold til hinanden - og i forhold til Gud og Jesus. Vi får børnestatus, og plads til at være de mennesker vi er - skabt, kendt fuldt ud og dog elsket af Gud – og det uanset, hvordan det går med vores fælles opgave. For evangeliets udbredelse er heldigvis ikke afhængig af vores indsats - alene. Så megen klædelig beskedenhed må vi også ha’. Glædelig 4. søndag i advent!

Kategorier Nyheder