Udgivet man d. 25. jan 2021, kl. 13:00

Hvilken farve har lyset? I Matthæusevangeliet kapitel 17, står der, at Jesus’ klæder blev hvide som lyset – men er lyset hvidt? Når vi ser på et tændt stearinlys, så er flammen både orange, gul og blå afhængig af, hvor på flammen, man ser. Ser vi på elektrisk lys, har det forskellige toner af hvid, gul og blå afhængig af, hvilke pærer vi bruger. Ser vi på dagslyset, så tager det farve efter skyer, tåge, kulde og solens position på himlen. Ser vi på stjerners og månens lys, så finder vi både røde, hvide, gule og gyldne farver. Og ser vi på solen, så ændrer den farve fra solopgang til solnedgang.

Så hvad farve har lyset? Ja, spørgsmålet er om det overhovedet har en farve, eller det er det, som giver alt andet farve. Der hvor der intet lys er, er der ingen farver – i et rum uden nogen lyskilde, er det ikke muligt at se noget – der er der intet for øjet. 

Men en stjerne på en mørk vinterhimmel – den spædeste nymåne – en sprække under døren – et bål der brænder i det fjerne – et lysglimt fra et fyrtårn – og verden får farver. Og der hvor der er meget lys, eksploderer farverne i alle mulige nuancer – der spirer og gror træer, blomster og vækster for de lever af lyset. Derfor var lyset det, der kom først i begyndelsen – da alt blev til – for uden det, er der ingen liv og ingen farver.

Og hvad der gælder for det fysiske lys, gælder også for det lys vi ikke kan se med vores fysiske øjne, men som skabes i os og imellem os – når vi pludselig får øje på en mulighed – når et smil når os gennem mylderet i en bus – når et barn putter sig ind til os – når en hånd rækkes ud efter et skænderi – når en tone klinger videre i dybet af vores sjæl – så forvandles mørket – så kommer der farve over vores liv – så vækkes der håb.

Det var det, der skete for mig onsdag aften, da jeg sad og så præsidentindsættelsen i USA og en ganske ung kvinde trådte frem og med en fantastisk tilstedeværelse – med brændende ild i øjne og stemme og med passionerede bevægelser talte håb og lys lige ind i mit hjerte. I et glimt blev Amanda Gorman et fyrtårn for en hel verden, der kan synes at være i knæ – pga. pandemien, pga. indbyrdes mistillid, stridigheder og uro, pga. terror og overgreb, pga. fjendebilleder og fordomme.

Verden forandrede sig ikke efter indsættelsen – coronaen har ikke strakt våben – der er stadig splid og vold og ondskab, der materialiserer sig overalt. Men den varme jeg bærer med mig fra den stund, hvor hun stod der foran milliarder af mennesker og insisterede på håbet, på fremtiden, på medmenneskelighed, på ufærdigt men rummeligt fællesskab – den varme er ikke forsvundet – den gør en forskel i de dage jeg nu går i møde.

Og det var vel det, der skete for de 4 disciple, der oppe på Taborbjerget fik et overvældende syn. De så tømrerens søn fra Nazareth få glorie om panden, så hans ansigt lyse som solen og hans klæder blive hvide som sne. I et tindrende øjeblik oplevede de, at nu var det himlens kræfter, der for alvor brød igennem. 

Da de kom ned fra bjerget igen, var verden ikke forandret. Men noget i dem var forandret. De havde set noget, som de aldrig ville glemme – de havde set hvem Jesus var – de havde fået et glimt af det guddommelige. Og mindet om det bar de med sig på deres videre vandring gennem livet – et minde, der havde bærekraft også når skyggerne slog sammen om dem.

Det er det, lyset kan. Og det er derfor, det er så vigtigt at blive mindet om lysets kraft – også når vi af forskellige grunde ikke kan få øje på det. Selv når vi vandrer i mørket – når vi synes uden håb – så er lyset i verden – for Gud er her – og Gud er lysets fader. Derfor har vi en livsopgave i at bringe lyset frem i verden for hinanden – både ved at tænde lys og ved selv at lyse med alt det gode, vi har fået givet i livet. Netop sådan sluttede Amanda Gorman også sit digt:

"For der er altid lys, hvis bare vi er modige nok til at se det.

Hvis bare vi er modige nok til at være det."

Amen.

- Vibeke Houmøller

Kategorier Nyheder