Udgivet søn d. 31. jan 2021, kl. 10:00

I en nyere, men noget omdiskuteret salme, Menneske, din egen magt, af Lars Busk Sørensen, lyder et af versene:

”Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har ingen hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød”

Når der står blæst omkring salmen, ja så er det netop på grund af ordene: ”Livets Gud har ingen hænder”. Kritikerne har ment, at det er noget vrøvl at illustrere Gud, som en uden hænder.

Ja, nogle af modstanderne kaldte ham ligefrem en handicappet gud. Og det er naturligvis for ‘billigt’, for vi mennesker er altså nødt til at have nogle forestillinger om Gud. Vi kan ikke nøjes med bogstaverne: ”G-U-D”.

Personligt har jeg stadigvæk billedet af Gud som en pendant til julemanden. Andre har nogle anderledes opfattelser, så blot vi hele tiden holder os dét klart, at disse vore forestillinger er og må blive begrænsede, så gør det ikke spor at tale om Gud som en uden hænder.

For meningen med sætningen er jo også at understrege, at vi ikke kan, skal eller må overlade Gud ansvaret for, hvordan det måtte gå i vor tilværelse. Vi er sat på jorden med ansvar for os selv og vore omgivelser.

Derfor kan den forkætrede salme da også fortsætte:

”Ingen træffer livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder,
dér hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed”

Og så er vi pludselig ved et andet stykke poesi:

"I begyndelsen var jeg optimist, 
troede jeg skulle være
en barmhjertig samaritaner,
men indså, at jeg blot var et æsel,
som stod og så på.
Jeg laver en masse små praktiske ting,
skænker lidt kaffe, tørrer lidt støv,
stikker et smil, og skriver et navn på en seddel.
Jeg får ikke frelst nogen sjæle,
jeg ordner ingens problemer.
Jeg lærer en masse om livet,
om mennesker og mig selv.
Men når jeg møder et smil og en venlig bemærkning;
når én gi’r mig et klap på min skulder, 
så véd jeg, at alt har en mening.
Og mindes, at Herren selv
engang havde brug for - et æsel."
                - Else Bjerg

Det er ud fra evangeliet om Jesus Kristus - som er den eneste, der viser os, hvem og hvordan Gud er - at vi går ind i en tjeneste, der har sit mål at ”hjælpe og værne om den, som er svag”. Og det kan gøres på så mange måder.

Der er dog én metode; dvs. én måde at gøre det på, som vi alle burde tage alvorligt, og det er at vise taknemmelighed. Vise taknemmelighed mod samfundet, mod vore omgivelser, mod de ansatte i hele sundhedsvæsnet, der i disse forfærdelige coronatider knokler, mod vor familie og mod vore kære samt - naturligvis - først og fremmest mod Gud.

Det er så trist, at vi, der lever i et samfund og en tid, hvor vi alle har det bedre end nogensinde før i verdens historie - hvad disse coronatider jo også viser, især i Danmark - at netop vi aldrig er tilfredse. Vi brokker os. Vi ærgrer os over, at andre ikke gør, som vi føler, at de burde gøre. Vi irriteres over hverdagens små problemer og - og det er just det afslørende - giver udtryk for det, selvom vi jo udmærket véd, at vi bestemt ikke af nogen overhovedet er lovet et lykkeligt eller et blot nogenlunde tilfredsstillende liv.

Tværtimod. Det er noget, vi kræver.

Tænk sig, hver dag går vi og brokker os over alt muligt, og så véd vi ikke engang, når vi lægger hovedet på puden om aftenen, om vi overhovedet får lov til at stå op i morgen.

Det ville dog være noget bedrøveligt noget, om det allersidste indtryk vi efterlod os på denne herlige jord var, at vi var gnavne og utilfredse, og der på vores gravsten ville stå: ‘her hviler virkelig en mester i at være utilfreds’.

Vi er af Gud sat her på jorden til at dyrke den under suk og sang. 

Men husk: aldrig kommer vi i en situation, hvor vi kan stille krav, for vi er kun æsler. 

Altid må vi modtage. Modtage af vore medmennesker og af Gud. 

Og så er vi tilbage ved salmen Menneske, din egen magt:

”I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Det er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord”

Vi kan i det daglige diskutere mangt og meget - og vi gør det; endda på kraftigste vis. Men vi må aldrig glemme evangeliet om den korsfæstede og opstandne herre. For det er her, vi får kraften og ordren til at gå ud og hjælpe og være dét, som Herren har brug for. Og gøre det i bevidstheden om, at vi er elsket - om ikke af andre - så i hvert tilfælde - dog af Gud.

Ja, og så kan vi nynne med på ordene, når de afslutter salmen:

”Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag
standser Gud din gråd og klage,
ta’r hver misbrugt dag tilbage
- nådig glemt i evighed."

AMEN

- Henrik Hansen

Kategorier Nyheder