Udgivet man d. 22. feb 2021, kl. 11:46

Jeg har aldrig været i en ørken. Og det er der måske heller ikke så mange andre, der har. Alligevel tror jeg, de fleste af os har en ret klar fornemmelse af, hvordan der må være i en ørken. Det kræver ikke ret meget fantasi at forestille sig timer, for ikke at tale om dage og uger, et sted med kun sand og grus eller sten og nærmest ingen vækster uden mulighed for skygge og vand om dagen og uden mulighed for ly og varme om natten.

Ørkener har altid både fascineret og skræmt mennesker – de er udtryk for den ultimative test af menneskelivet. Hvad kan overleve under så ekstreme forhold? Netop derfor har der også altid været mennesker, som har søgt ud i ørkenen – for at finde ind til kernen i tilværelsen – for at søge det egentlige i livet – for at finde Gud. 

I det fjerde og femte århundrede var der en hel bevægelse af mennesker, som slog sig ned i ørkenen - primært i Egypten. Ørkenfædrene blev de kaldt, og de har efterladt en guldgrube af visdomsord, der er høstet ud af dyrekøbt erfaring.

Mange af disse udsagn handler om de indre kampe, som ørkenfædrene gennemgår. Og det er interessant, at den problematik der hele tiden dukker op – det som står tilbage, når alle andre lag er skrællet af – det er spørgsmålet om hvem der er i kontrol. 

Igen og igen melder fristelsen sig til at tro, at det er menneskeligt muligt at bemægtige sig livet – at regne ud hvordan tingene hænger sammen og handle derefter. Og igen og igen giver det bagslag at falde for den fristelse.

Og det er præcist den samme fristelse, som Jesus møder på sin ørkenvandring: fristelsen til at lege Gud og ikke nøjes med at være menneske – tro at man kan gennemskue tilværelsen – vide hvad der i ethvert tilfælde er rigtigt at gøre og dømme de andre derefter – fristelsen til at sikre alle sine behov – gøre sig usårlig mod lidelse og undergang – få magt – over sit eget liv, over andres liv, over verden – alt sammen den grundlæggende fristelse til at sætte sig ud over menneskets begrænsninger og blive guddommelig.

Men er det virkelig den største og mest centrale fristelse vi mennesker udsættes for, kunne man med god ret spørge? For det er vel sjældent, at vi sådan går rundt og overvejer med os selv om vi skal lege Gud eller lege menneske. Men erfaringer af ubærlig skyld for selv det vi intet reelt ansvar har for – af vrede og bitterhed over sygdom og tab – af angsten for at blive hjælpeløs eller miste kontrollen – af ætsende bekymring for fremtiden – af ulidelig bagklogskab – alt det afslører vores ubevidste trang til at være mere Gud end menneske.

Måske skal der en ørkenvandring til, før det går op for os, at det er det, som er på færde. En krise – en fasteperiode – et besværligt år med masser af afsavn, som det vi nu har gennemlevet – en retræte. Der hvor lag på lag skrælles af, så vi tvinges ind til det, som er det egentlige i tilværelsen – det som vi ikke kan undvære – der konfronteres vi måske med den ultimative fristelse til at kæmpe med Gud om magten over tilværelsen.

Jesus modstod den fristelse. Han valgte menneskeligheden – han valgte at lade sig nøje med de begrænsede muligheder, der var hans – at tage imod sin skæbne, sit liv som det så ud også med de lidelsesfyldte dage – at acceptere sin afmagt over for tilværelsen – at være tillidsfuld og åben – at forpligte sig på kærligheden og på andres glæde. Og netop sårbarheden og afkaldet og afmagten gjorde ham stærk. For det satte ham fri til at bruge sine kræfter på det, han rent faktisk havde ansvar for og kunne gøre noget ved og så lade alt det, som var uden for hans rækkevide ligge på Guds bord.

Og at der er en enorm frihed og lettelse i netop det, har digteren Klavs Bondebjerg udtrykt så smukt i et digt, han skrev kort før sin alt for tidlige død: 

Fordi jeg ikke bestemmer over weekendens skysystemer, vinden der
forvirrer græsset, er hvert skridt en lettelse. Fordi jeg er uden indflydelse
på fuglenes skovintriger og nåletræernes irskud, kan jeg gå i en
uendelighed. Intet er, som jeg vil have det. Jeg er glad.

- Vibeke Houmøller

Kategorier Nyheder