Torsdag d. 17. december 2020, kl. 20:00

Det unge kvindekor EVE giver torsdag d. 17.12. kl. 20.00 en smuk og stemningsfuld julekoncert i Skt. Lukas Kirke. På repertoiret er en afdeling med dansk og nordisk julemusik – med tindrende klange af klokker og sne fra det kolde nord og med varme juletekster. Traditionen tro vil EVE også tænde lys i mørket undervejs og medbringe en musikalsk gæst. I år medvirker organist Lars Fløe som dels ledsager EVE på nogle satser, spiller solistiske indslag og løfter fællessangsindslagene med orgel.  

EVE består af ca. 35 sangere i alderen 16-24 år. Det ambitiøse kor har markeret sig nationalt og internationalt ved deltagelse i en række større koncertbegivenheder, konkurrencer og tv-optrædener og har som en særlig del af sin profil en forkærlighed for musik af folkemusikalsk oprindelse, både fra Danmark, Norden og de baltiske lande. EVE er en del af Sangkraft Aarhus og ledes af Birgitte Næslund Madsen, der også har stiftet koret i 2008, som et tilbud til de særligt sanginteresserede elever på Egaa Gymnasium. I dag består koret både af sangere på gymnasiet og en stor gruppe tidligere elever og sangere fra diverse studiemiljøer i Aarhus.

Billetter kan købes i forsalg på safeticket.

Julekoncert med EVE
Sted Sankt Lucas Kirkeplads 1, 8000 Aarhus C
Pris
90 kr.