Kirkens sociale arbejde kaldes diakoni. Ordet stammer fra det græske diakonìa og betyder tjeneste. I kirken er diakoni omsorg for medmennesket, og den bygger på Bibelens fortælling om Jesus´ møde med mennesker.

I kirkens diakoni mødes alle derfor med respekt, værdighed og omsorg. Den, som har brug for støtte, bliver ikke set som patient eller klient, men som et medmenneske.

I Sankt Lukas Kirke udfolder diakonien sig på mange forskellige måder: i vores menighedsplejes alsidige arbejde, via Folkekirkens familliestøttes mange kurser og støtteordninger til forældre, i vores besøgstjeneste, der er mulighed for samtaler med præster ansigt til ansigt eller sjælesorg på nettet. Diakonien har mange ansigter.