På billedet ses Skt. Lukas Kirke med en lille kopi af en statue, som står i Domkirken i København. Den står bag ved alteret og er så stor, at man ikke kan undgå at lægge mærke til den, som det første, når man kommer ind i kirken. Billedhuggeren Thorvaldsen har lavet den. Han lavede utroligt mange statuer og havde en fantastisk evne til at få det frem i figurerne, han havde tænkt sig. Men statuen af Jesus gav ham store problemer. For hvordan skulle Han egentlig se ud? Hvilket udtryk skulle statuen udstråle?

Der er forskellige historier om, hvad der var problemet, og hvordan det blev løst. Den jeg har hørt fortæller, at Thorvaldsen først havde tænkt sig at vise Jesus som en mægtig mand med løftede arme. Men uanset hvad Thorvaldsen gjorde, så statuen forkert ud. Det var armene, der var problemet. Han kunne ikke få armene til at sidde rigtigt. Han brugte umådeligt lang tid på det og på et tidspunkt, var han lige ved at opgive nogensinde at få statuen færdig. Så skete det, at han en aften fik besøg i sit atelier i Rom. En af hans gode venner kom forbi, og da han klagede sin nød til ham, bredte vennen armene ud og sagde: ”Jamen, kan det da være så svært!” Og det var lige netop den stilling, Thorvaldsen så længe havde søgt efter. 

Derfor er Thorvaldsens Kristus først og fremmest en statue af den Jesus, som tager mennesker til sig – som åbner sine arme og byder selv den mindste skabning ind. Og derfor satte Thorvaldsen også en inskription på sin statue, hvor der stod: ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile!”

Alle I, siger Jesus – det er altså ikke kun en del af menneskeheden, Jesus henvender sig til – det er ikke kun de fromme – eller de særligt trætte eller de særligt gode – det er alle, Jesus henvender sig til – alle er inkluderet – for alle slider vi os trætte og bærer tunge byrder. 

Vi ved vel hver især, hvilke byrder vi bærer på. Nogle er nye, nogle er gamle. Tiden læger ikke alle sår, og den gør ikke altid byrderne lettere at bære. Gammelt nid og nag – skylden, der aldrig blev talt om – savnet af dem, man har mistet for så længe siden – frygten for ikke at slå til – bitterheden, man ikke kan slippe.

Det er så forskelligt, så privat, hvad vi hver især slæber rundt med. Og ingen af byrderne lover Jesus, vi skal slippe for. Han tilbyder ikke, at vi kan lægge dem fra os og gå videre uden. Han lover heller ikke, at han nok skal overtage slæbet. Han gør noget andet. ”Jeg vil give jer hvile”, siger han, 

Vi er ikke er alene om at bære tilværelsens forskellige byrder – Gud vil gerne bære med, og når Gud gør det, så gør det en forskel – så får vi kræfter til at bære det liv, der blev vores. Både når det er tungt og vanskeligt, og når det er let og alting går som en leg. Men det kræver, at vi giver ham lov – at vi opgiver tanken om, at vi skal klare alt selv og bære alting selv – men siger ja til at dele det tunge og svære med Gud. For der ligger håbet – der trænger lyset ind – der vokser varmen fra. Når vi kravler ind i hans favn og deler byrderne med ham, så bliver livet bærligt selv på de sværeste dage. 

- Vibeke Houmøller