DropInDåb

I den danske folkekirke er det aldrig for sent at blive døbt. Derfor er kirkerne i Aarhus Domprovsti gået sammen om at tilbyde DropInDåb.

Et par gange om året inviteres til en dåbsdag, hvor alle kan blive døbt på stedet uden tilmelding og planlægning af stor fest.

Kirken er åben mellem kl. 11 og 16, og man kan komme når som helst i det tidsrum.
Alle er velkomne, børn som voksne, også selvom man ikke bor i Aarhus. Man er velkommen til at have gæster med, men man kan også komme alene – så sørger kirken for at stille de nødvendige dåbsvidner til rådighed.

Når man møder op, får man en kort samtale med en præst, og bagefter bliver man døbt i kirken. Dåben foregår helt som vi plejer, bare uden tilmelding. Der vil være musik i kirkerummet, og bagefter bydes på en forfriskning og en dåbsgave, som kan hjælpe med at folde dåbens betydning ud, fx en salmebog, Bibelen eller en genfortælling af Bibelen.

Det eneste der skal medbringes er gyldig billedlegitimation. Børn under 18 år skal have forældre eller værge med.