Noget om engle, skam og kjødvordelse

Jeg har aldrig kendt min oldefar. Han døde i 1947 længe før min far fik at vide, at hans far ikke var hans rigtige far. Sådan er der så meget, og så meget større var min begejstring, da jeg fandt ud af, at oldefar havde arbejdet på en bogudgivelse, mens hans tjenestevillige tjenestepige var svanger med det barn, der senere blev min farfar. Jeg har fundet bogen fra 1927 på Antikvarnet, hvor den kunne erhverves for 75 kr. Den blev en skuffelse for oldefar, men jeg læser den med lige dele forundring og nysgerrighed. Hvem var manden bag dette værk? og hvem var hans søn? Oldefar var lægmandsteolog, og han havde fået den idé at oversætte ærkebiskop Andreas Sunesens (ham med Dannebrog i Estland) latinske lære-digt Hexaëmeron til dansk – i hvert fald de 950 første vers, for digtet har 8040 verselinjer om skabelsens seks dage. Det giver en fremstilling af middelalderens troslære, hvor englene fylder meget i skabelsens orden.

Englene blev skabt sammen med himmelen og inddelt i ni klasser. Serafer er den højeste rang, der udmærker sig med stærk og glødende hengivenhed. Herefter følger Keruber med fuld indsigt. Tronerne har guddommelig dommermyndighed. Herredømmet er det fjerde englekor og Fyrsterne det femte, Magter det sjette. Det syvende kor består af Kræfter, som gør jærtegn. Ærkeenglene ledes af Michael, der fører de frelste sjæle ind i det himmelske Paradis, mens den laveste rang består af engle, der bringer budskab om ting af mindre vigtighed.

Formålet med engle og mennesker og forskellen på dem beskrives således:

”Almægtig og algod, som Herren var, idet hans Almagt ikke kunne formindskes og idet han i sin Algodhed ønskede at have Nogen hvem han kunne deelagtigjøre i sin uforgængelige Glæde, skabte han Fornuftsvæsener for at de først kunne lære ham at kjende og dernæst, efter at have lært ham at kjende, elske ham og endelig, når de elskede ham, føle Glæde ved ham. I dette Øjemed er såvel Engel som Sjæl skabt, omend hiin er bleven ved at være reen Aand, medens denne har faaet et jordisk Legeme og ved at blive forenet med et Legeme er blevet Menneske.” (Hexaëmeron 1927 s. 19)

Ærkebiskop Sunesen forklarer, at Englene følte skam ved at anse mennesker blandt deres fæller, indtil Kristus ved selv at blive menneske, borttog denne skamfølelse, så englene af kærlighed til ham, kan glæde sig over enhver retfærdig, der slutter sig til deres samfund.

Jeg glæder mig mest over oldefars brug at ordet Christi kjødvordelse, fordi jeg holder af poesi og gamle danske ord. Kødblivelse forekommer mig meget lidt poetisk. Jeg tror på, at Kristus blev menneske med kød og blod, krop og sjæl, men jeg undrer mig såre over englenes skam. Kan man føle skam, hvis man er ren ånd og ikke har sin livshistorie udspændt mellem liv og død? Bunder skamfølelsen ikke i bevidsthed om tabt ære, at have gjort noget forkert eller være nært beslægtet med en, der sætter andre i forlegenhed. Jeg ved, at skam føles i kroppen og kan forplante sig uden ord. En dyb lodret fure mellem øjnene og en vandret rynke i panden. Mere skal der ikke til, før børn slår blikket ned i skam – men når kirkens kor synger som engle på jord bliver skamfølelse til en ting af mindre vigtighed.

Nuvel jeg lukker bogen, der nærmest bare er et slidt og falmet hæfte, udgivet under pseudonymet Henrik Spreckelsen fra Aarhus Daareanstalt, men jeg værner om oldefars bog, som var den sendt fra himlen. For hvis ikke vi værner om vores fælles historie og deler vores skøre, skæve og snirklede fortolkninger med hinanden, så bliver de glemt, og så kan de ikke bringe godt budskab til vores tipoldebørn.

Kristi kjødvordelse er et godt budskab bragt til verden af englekor: Ære være Gud i det Højeste! og Fred på Jorden! og i Mennesker en velbehagelighed.

Glædelig 3. søndag i advent!

-Præst Janne Sneistrup Thomsen