4. søndag i advent ⭐️ Tanker om stjerner

4. søndag i advent ⭐️ Tanker om stjerner

4. søndag i advent ⭐️ Tanker om stjerner

# Præsteord

4. søndag i advent ⭐️ Tanker om stjerner

Intet slår de frostklare nætter, som vinteren indimellem byder på – den stille klare luft, der river i kinderne og får ens ånde til at lyse op – og så stjernerne. Selv her midt i byen med al vores gadebelysning så træder stjernerne klart frem på nattehimlen i vintermørket og gør noget ved os, når vi ser på dem.

Der findes mange milliarder stjerner i universet. Faktisk findes der flere stjerner i universet, end der er sandkorn på alle Jordens strande tilsammen. Stjernerne på himlen lyser med forskellige farver. Nogle er rødlige, andre blålige, men langt de fleste er hvidgule som vores stjerne, Solen.

Og det mest fantastiske er måske, at alt det stof, vi ser omkring os, og som Jorden er lavet af, er dannet inde i stjerner. Vi er alle et genbrugsprodukt af udbrændte stjerner. Ikke mærkeligt at det er så storslået at se op på dette lysende hav af små sole. Vi er forbundet med disse glimt af lys i mørket – de er en del af os – vi er en del af dem.

Vi har stjernestøv i hjertet, og måske er det derfor, vi også kan se lysskær fra stjernerne andre steder end på nattehimlen – i et snefnug der falder til jorden – i en regnpyt når solen skinner – på et glitrende hav – i et andet menneskes øjne – i en fortælling om et barn, der blev født den første julenat. Vi er omgivet af stjernelys både oven over os – og inden i os – og omkring os – alt sammen Guds fingeraftryk i verden – et tegn på den storhed, vi er en del af, og som blinker til os på frostklare vinternætter og i berørte menneskehjerter og fra ord, der åbner et lyshav af håb og taknemmelighed og ærefrygt i vore hjerter.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed