Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. 

Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: 

- ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” 

Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: 

- ”Send hende væk! Hun råber efter os.” 

Han svarede: 

- ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” 

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: 

- ”Herre, hjælp mig!” 

Han sagde: 

- ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” 

Men hun svarede: 

- ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” 

Da sagde Jesus til hende: 

- ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” 

Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

2. s. i fasten 2023

En af de meget besværlige opgaver, vi kommer ud for i vor omgang med andre er den: ’at lade sig overbevise’. For når vi først har lagt os fast på ét standpunkt, ja så kæmper vi - med næb og klør - for det. 

Nå ja, ganske vist gør vi - og her især politikere - en dyd ud af at sige, at hvis nogen har nogle bedre argumenter end vore, ja så skal vi nok skifte mening. Tænk blot på Store bededags-konflikten. 

Men når det kommer til stykket, ja så lader vi andre os dog grumme nødigt overbevise. Og vi gør det ikke af den simple grund, at vi betragter det som et nederlag at måtte indrømme, at man selv tog fejl, mens den anden havde ret. 

Er alt det rigtigt, ja så står Jesus som taberen i dagens tekst.

Det er jo historien om en hedensk kvinde, der vovede sig hen til kredsen af mænd, i hvis midte Jesus befandt sig. 

Hendes barn var alvorligt sygt, derfor ænsede hun ikke andet end at søge hen til den eneste, hun mente kunne hjælpe. 

Hun bønfaldt Jesus. Men han ignorerede hende.

Og så ydermere: da disciplene ikke mente, at dét var tilstrækkelig en afvisning, så gav Jesus dem ret ved at sætte trumf på med ordene om, at han kun var udsendt til at frelse jøderne - og dermed ikke til en hedningekvinde som hende. 

Så måtte alt da være sagt og moderen sat på plads.

Men nej! 

Selv denne ydmygelse i fuld offentlighed afholdt ikke den fortvivlede mor fra at ydmyge sig yderligere. Hun kastede sig ned - helt ned på jorden - for fødderne af Jesus og råbte endnu en gang om hjælp. 

Men igen: forgæves! 

Jesus holdt stædigt fast på sit og gentog, at han kun var livets brød beregnet for Israels børn; og dét brød skulle så sandelig ikke kastes for hunde - dvs. for ikke-jøderne.

Men selv dette fik ikke kvinden til at opgive ævred. 

Tværtimod vovede hun - en 3. gang - at tage til genmæle. 

Ja, moderen gik endda så vidt i sin ydmygelse, at hun accepterede sammenligningen med hundene, og svarede at mennesker som hende - de små hunde - jo også levede af Guds ord. 

At de da også vidste, at vi kun ejer livet i dén forstand, at vi kun spiser det som smuler af Vorherres hånd. 

Dét svar fik Jesus til at acceptere, at kvinden havde ret. 

Han lod sig overbevise, bøjede sig for hendes vilje, og gjorde det med svaret: 

"Kvinde! Din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil."

Og datteren blev rask!

Kvinden fremstilles ikke, som om hun var klogere end Jesus. Nej, men hendes tale kom direkte fra hjertet; og den udsprang af netop hendes kærlighed til sit syge barn, samt af hendes tro på, at Jesus ville helbrede det. Derfor gik talen direkte til hjertet.

Jesus blev ikke kun overbevist af dén måde, hvorpå hun logisk fortsatte hans billedtale om hundene. 

Han blev også rørt af hendes følelser. 

Såvel logik som følelser bevægede ham til at opfylde ønsket. 

Han lod sig overbevise!!

Men når hun fik ønsket opfyldt, så skyldtes det også, at det ikke var et tilfældigt ønske. Det var ønsket om at kunne fortsætte dét liv, som hun levede i kærlighed til sit barn. 

Et liv, som var brudt sammen på grund af barnets alvorlige sygdom.

Det var dét liv, hun bad Jesus om at genoprette, fordi han var dén, af hvis hånd hun modtog livet. I dén forstand er mennesker virkelig at sammenligne med små hunde: vi lever jo alle af Vorherres smuler. Det vidste kvinden; og det insisterede hun på. 

Ja, netop deri bestod hendes tro!

Alene er vi ikke i stand til at leve dét usikre liv, der er kærlighedens. 

Det indebærer jo, at det en dag er os, der står i kvindens situation - enten fordi vi er ved at miste en anden, eller os selv. 

Når det sker, at vi ikke kan se meningen med det, da må vi prøve at have tillid til, at Kristus på ny vil lade os overvælde af kærligheden. Bede ham genoprette det ødelagte og det tabte. 

Se, just dét er en tro, der véd, at man ingen ret har. 

En tro, der véd, at man i bund og grund ikke har fortjent noget, men samtidigt er det en tro, der er sig overbevist om, at alt - ja, netop alt - er en gave og at tilsvarende alt er af nåde - som det jo er det for børn og hunde. 

Det var Jesus ikke for stor til at indrømme! 

Han besad ikke vor umodne holdning, at det er et nederlag at skifte mening og derfor gav han kvinden ret. 

Til helbredelse for barnet - ja og til frelse for os.

AMEN

- Henrik Hansen