Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: 
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« 

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Palmesøndag indleder, hvad man ofte kalder den ’stille uge.’

På sin vis en misvisende - og i og for sig ret fornærmende - titel, for var der noget, Jesus ikke kom til at opleve i netop dén uge, ja så var det da - om noget - stilhed. 

Tværtimod kom han igennem hele det ganske følelsesregister. 

Han oplevede hyldest fra de palmesvingende borgere ved søndagens indtog i hovedstaden. Han mærkede vrede, da han onsdag så, hvordan præsterne havde gjort templet til et religiøst supermarked - med speciale i fejlfri offerdyr. Han oplevede skuffelse, da hans allernærmeste fæller - torsdag aften - tog benene på nakken og stak af for at hytte deres eget skind. Han fik ensomheden at føle, da en af hans kammerater - natten mellem torsdag og fredag - forrådte ham og en anden fornægtede ham. Ja, og så oplevede han til sidst gudsforladthed, da han fredag hang smertefuld og døende på korset. 

Næh, mage til sindsoprivende uge skal man lede længe efter! 

Så ’stille’ er vist det sidste ord, der kan bruges! 

Skal beretningen sige os, der lever i foråret 2023 noget, ja så må vi prøve at sætte os i folkeskarens sted. 

Vi kender jo også alle til begejstringens rus, når vi møder et menneske, vi sætter vor lid til, og som vi er overbeviste om vil leve op til vore forventninger. 

Tilfredsstiller vedkommende vores ønske, ja så er der jo ingen grænser for, hvad vi vil gøre. Vi nyder at smage på ordene ’rigtige venner’, mens vi højtideligt lover dem, at vi aldrig vil svigte.

Og så gør vi det jo alligevel! 

Vi prisgiver dem nemlig, når de ikke gør, som vi siger.

Så over for andre mennesker har vi det på samme måde som jøderne over for Jesus hin palmesøndag.

De så i ham dén Davids søn, der - som forudsagt - skulle hjælpe dem af med den romerske besættelsesmagt.

Men de blev skuffede, og tog følgelig konsekvensen, som det lyder på fredag. Langfredag.

Vel, sådan er vi måske overfor mennesker, men bestemt ikke overfor Gud. 

Vi, der jo lovsynger Palmesøndags hovedperson ved at lade præsten give mund og mæle ved nadveren for vort:
”velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste.”  

Vi skal nok ”…følge ham i middagsheden”, for vi véd jo, at så kommer vi - ifølge salmedigteren Chr. Richardt - ”…til at favne ham i aftenfreden”.

Jamen, hov stop! 

Det kan da godt være, at ”vi alle kommer med palmegrene,” men - og det er Richardts afgørende spørgsmål - ”…hvem vil være Simon af Kyrene,” - altså dén mand de romerske soldater tvang til at bære Jesu kors, da denne ikke havde kræfterne. 

For det er jo ikke nok at sidde tilbagelænet i sin stol og at bekende sit ’hosianna.’ 

Kun ved at tro følger man Jesus.

Og her ’tro’ i betydningen: ’troskab og lydighed samt tillid.’ 

Kan så hænde, at der ikke er ret mange tilbage, der kan forventes at slå følge med ham i aftensfreden.

Hvis det da ikke lige var for slutningen på ugen, vi træder ind i. 

For den ender med, at han ville modtages af dem, om hvem han vidste, at de senere skulle afvise ham. 

Langfredag gik Kristus i døden, for påskemorgen at besejre den samme død - begge dele for vor skyld.

Den kommende uge er den absolut mest afgørende i kristendommen. 

Ja, ret beset er det dén, det hele står og falder med.

Og derfor er det ikke fred og ro, men tværtimod hyldestord, vredesudbrud, dødsskrig og sejrsråb - ja, kort sagt menneskelivet - der præger ugen. 

Og det hele fordi det ene menneske - Jesus Kristus - ville frelse os.

AMEN

- Henrik Hansen