Under dagens højmesse sang vi salmebogens nr. 164. Organist John Horsner vil de næste fire søndage åbne en udvalgt salme fra højmessen for os, og vi starter med Øjne, I var lykkelige.

"Øjne, I var lykkelige, I, som så Guds Søn på jord", indleder Grundtvig en af sine sene og karakteristisk udtryksstærke salmer.

Den fremkom første gang i hans egen salmebog, kaldet "Fest-Psalmer" til Vartov kirke i 1864, og den bygger på teksten til 13. søndag efter Trinitatis, hentet fra Lukasevangeliets

10. kapitel: "Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre."

Grundtvig tager først et historisk-gendigtende greb i Lukas-teksten. Øjnene kalder han "lykkelige" og ørerne "hovedrige"; allerede her findes (ud over at ordene rimer) en poetisering, som fortsætter i beskrivelsen af de hedengangne kongers og profeters forventninger. De ikke bare "ønskede" at se og høre, men hos Grundtvig "længtes" de med "hjertesuk", og "englesange spåede om det gyldenår, hvor Guds lys og liv med styrke / sejrer over død og mørke" (vers 2)

Vi er her midt i det følsomme, appellerende ordvalg, som især kendetegnede den ældre Grundtvig (han var 80 år, da han skrev salmen). Evangeliets ord er således klart intensiverede. Og lige som i mange af hans øvrige salmer og bibelhistoriske sange bliver det næste, at bibelteksten gøres nærværende, vedkommende.

Derfor hedder det i vers 3: "Held os, kristne på det jævne! Nådens tid er ej forbi." For i menigheden sker dét, at "øjne ser, og øren hører ham, som har Guds ord at føre", og som "liv og lys uddeler med sin Ånd og med sit ord". Jesus Kristus er "lyslevende til stede". (vers 4).

Derfor er vi "lykkens skødebørn". Ikke blot har vi det privilegium at være børn, men endog børn, som hviler i lykkens skød.

Troen kan skabe syn af blindhed og liv af død: "Blindfødt var det ømme hjerte / ser dog nu hans guddomsglans / død var sjælen til vor smerte / lever nu i Ånden hans." Her er ikke tale om konkret blindhed og død, men om hjertets og sjælens opvækkelse.

Salmen runder af med at skifte begyndelsesversets datid (Jesu tid) ud med klar og gentagen nutid (vor tid): "Øjne, I er lykkelige, I, som ser Guds Søn på jord:" Og atter kommer "hjertesagen" ind i billedet: "Hjerte, da du ordet tro'de / livets træ randt op af rode."

"Vilkåret for lovsangens varme og liflighed er folkelighed", sagde Grundtvig engang i en prædiken. Også salmen om de lykkelige kristne søgte han at gøre nærværende og folkelig.

Ikke således, at den er særlig letforståelig - og i dag, på grund af tidsafstanden og den deraf følgende almindelige ændring i ordforrådet, endnu vanskeligere at "gå til". Men den og de fleste af Grundtvigs salmer og sange har i et romantisk-poetisk sprog en tiltaleform og en appel, der i sig selv gør indtryk på og vinder genklang hos de syngende. Dette forfejler heller ikke i dag sin virkning.