Traditionelt slutter julen først Helligtrekongersdag d. 6. januar med fortællingen om de 3 vise mænd.

Centralt i den fortælling er stjernen – Betlehemsstjernen - der viste vismændene vej til barnet i krybben. De fulgte stjernen, fordi deres hjerter var fyldt med længsel – længsel efter at møde Gud – længsel efter at møde tilværelsens kerne.

For mange år siden fik jeg et julekort fra en god ven, og det julekort har jeg aldrig glemt. Det var et billede af et menneske i strålerne fra en stjerne. Og teksten til billedet lød: 

En stjernepilgrim danser under himlens hvælv. Stjernen er tændt. Mørket må vige. Det er juletid. Hvert år må vi fejre denne begivenhed. Guds søn er født.

Den stjernepilgrim kunne være dig eller mig. For vi danser alle på hver vores måde gennem livet, og måske gør vi det med samme længsel efter at møde Gud. Og her hvor vi har trådt de første spæde skridt ind i et nyt år tilsiges det os: Det møde er også vores mulighed – hvor vi end danser hen gennem vores liv, der lyser Guds stjerne også for os.