Hvad stiller vi op med det onde i verden? Det spørgsmål har mennesker stillet til alle tider. Med ondt skal ondt fordrives svarer et gammelt ordsprog. Og ordsprog opstår jo som regel ud af ophobet menneskelig erfaring – i det her tilfælde at ondskab kan være så forfærdende, at man selv må gribe til en ond handling for at fordrive den – gøre det af med despotiske ledere – dræbe for at forsvare sig selv eller sine nærmeste – føre krig for at fjerne et undertrykkende regime og en trussel imod verdensfreden.

Men i dagens evangelietekst hvor Jesus helbreder en mand, der er besat af en ond ånd, afviser han sandheden i denne tanke. Han bliver beskyldt for at bruge dæmonisk magt til at uddrive den onde ånd. Men det lader sig slet ikke gøre, siger Jesus. Når vi bruger det onde som redskab imod noget andet ondt – når vi gør det af med et andet menneske – også i overført betydning – når vi hævner en ond handling – når vi fører krig – når vi straffer med ondt – så kommer vi i splid med os selv.

Vi kan måske fordrive ondskaben for en tid. Men vi kan ikke besejre den på den måde. Det onde kan ikke gøre det af med det onde. Man bekæmper ikke løgnen ved at sige en ny løgn. 

Der er kun én magt, som kan fjerne det onde, og det er godhedens og kærlighedens magt. Og den kommer kun ét sted fra, og det er fra Gud. Det er ved Guds finger, siger Jesus, at han kan helbrede den syge mand – Guds skabende og livgivende finger.

Hvad stiller vi da op med det onde? Kun ét, siger Jesus: bede om at kunne møde det med Guds godhed. For kun med godt kan ondt fordrives. Det fører ikke til glæde og nyt liv, til helbredelse og fred at bekæmpe det onde med ondt. Vi bedrager os selv, hvis vi tror det. Ondskaben vender altid tilbage med større kraft.

Hævner man et overgreb af en eller anden slags, rammes man af et endnu større onde gennem sin egen angst, sit samvittighedsnag eller gennem langt større og værre modstand. 

Sårer eller dræber man et andet menneske, hvor uundgåeligt det end måtte være, så vokser angsten og fortvivlelsen eller kulden og ligegyldigheden i én, alle sammen dæmoniske kræfter der ødelægger livet. Vi slipper ikke for det onde ved selv at tage det i anvendelse.

Kun med godt kan ondt fordrives. 

Jesus helbreder ved godhedens kraft, og den kraft er givet ham af Gud. Gud er den handlende i Jesu magt over den onde ånd. Dermed bliver helbredelsen et konkret tegn på, at Gud er virksomt tilstede i verden. Hvad Gud rører ved bliver til. Og alt hvad Gud har skabt er godt. Der strømmer en godhed fra Guds finger, som skaber liv. Og det er den samme godhed, der også byder ondskaben trods. Overalt hvor Guds finger er på færde, bryder godheden frem som et tegn på, at Guds rige er tilstede midt iblandt mennesker.

Og godheden er stærkere end ondskaben. Det onde må vige i mødet med det gode – i mødet med Gud. Men det kan være svært at se, og det kan være svært at tro på – og det kan ikke mindst være svært at handle efter. 

De dæmoniske kræfter kæmper i os alle sammen, og vi forledes i så mange situationer til at vælge gengældelsen, forbitrelsen, hadet, ligegyldigheden, magtbegæret og fordommene frem for medfølelsen, forsoningen og tilgivelsen.

Derfor har vi også konstant brug for, at Guds finger også rører ved os, sådan at vi må få mod til at tro på godheden – ikke vores egen, men Guds ubegribelige godhed hvert øjeblik. 

Vi kan ikke udrydde det onde på jord – det onde er en del af vores tilværelse, som vi aldrig får helt og fuldt bugt med. Men tør vi tro på livet og på den Gud, der har givet os det – tro på kærligheden mellem mennesker – tro på at vi selv er elsket af Gud – tro på, at Guds godhed er værd at satse og leve på – tør vi tro så meget, så får det onde sværere ved at få magten over os og ødelægge livet omkring os. 

Amen.

- Vibeke Houmøller