Det er forårsjævndøgn i denne weekend. Jævndøgn er det tidspunkt, hvor solen krydser himlens ækvator midtvejs mellem det sydligste og nordligste punkt i sin bane set fra jorden. Derfor rører vi i disse dage ved balancepunktet – nat og dag – lys og mørke – kulde og varme – sommer og vinter – såtid og høsttid – dur og mol – feminint og maskulint – lyd og stilhed.

Og det har slået mig, at det faktisk giver en tolkningsnøgle til bibelteksten om englen Gabriels besøg hos Maria fra Nazareth, der passer til i dag - Mariæ bebudelsesdag. For det er en fortælling, der handler om mødet mellem to meget forskellige virkeligheder: mellem en engel og en konkret ung pige i en konkret by på et konkret tidspunkt – mellem Gud og menneske – mellem en åndelig undfangelse og en biologisk graviditet – mellem den guddommelige mulighed og den videnskabelige umulighed.

Det er en fristelse i den slags møder at vælge side – enten at afvise fornuftens kritiske spørgsmål og ophøje visionen eller den religiøse erfaring til indiskutabel sandhed – eller at afvise enhver form for åndelig eller mystisk erfaring og ophøje videnskabelige fakta til den absolutte sandhed.

Men når man hører godt efter i teksten om Mariæ Bebudelse, så er det interessant at se, at Maria vælger ingen af de positioner – hun tværtimod balancerer de to virkeligheder med hinanden. Hun stiller ikke spørgsmål ved, at en engel pludselig dukker op hos hende – det accepterer hun som det naturligste i verden – men hun stiller spørgsmål, ved det englen siger. Hun forstår ikke ordene om, at hun skulle være benådet – hun en ukendt uoplyst ung pige fra Nazareth. Og hun forstår ikke, hvordan hun skulle kunne blive gravid – hun der endnu ikke har kendt en mand seksuelt.

Det er relevante, fornuftige overvejelser Maria kommer med. Hun svæver ikke bare afsted på en lyserød sky og tager ethvert udsagn for pålydende. Uden at afvise det spørger hun indtil meningen, med det englen siger. Og til sidst accepterer hun, at her er noget, som går over hendes forstand, men som går ind i hendes hjerte. Hun overgiver sig til en balanceret virkelighed, der både indeholder det, vi kan regne ud, og det vi ikke fatter. Og på den måde bliver hun et fantastisk forbillede for os. Hun viser os vejen til den balancekunst, som vi alle fødes til – at bestræbe os på at rumme livets mange forskellige sider – både det vi forstår, og det vi ikke forstår – finde vej i tilværelsen også med dens modsætninger – favne både lethed og alvor – logik og intuition – cirkulære bevægelser og lige streger – smil og tårer – solopgange og solnedgange – afslutninger og begyndelser.

Og netop et barns komme til verden er det bedste udtryk for denne sammenkobling af forskellige virkelighedsforståelser. Der er rigtig meget ved en graviditet og en fødsel, som kan forklares videnskabeligt – og godt det samme. Men det er ikke nok til at forklare den overvældende undren og glæde og taknemmelighed og ikke mindst kærlighed, som et lille nyt liv vækker. Et barn er både en biologisk konsekvens af en fysisk sammensmeltning af to mennesker og samtidig en gave, der må komme fra højere himmelhvælv, fordi det er større end alt, hvad vi kan fatte.

Og på samme måde med foråret, der hvert år tager os på sengen med sin forunderlige kraft – eller et andet menneskes kærlighed – eller den tilfældige hændelse, der forandrer alt. Det er Guds virkelighed – både den del af det vi kan sige noget fornuftigt om og den del, der sprænger vores rationelle forståelse. Vores kald er – som Marias – at turde overgive os også til det som går os til hjerte, selvom det går langt over vores forstand – at turde åbne os for engles besøg og Guds umulige muligheder – at sige tak for videnskabelige landvindinger og menneskelige handlemuligheder og for mirakler og alt det, som unddrager sig forklaringer – at sige Gud i vold i tillid til, at Guds hænder bærer vores liv ligeså gådefuldt det end kan være. 

Amen.