Glædelig påske! Sådan siger vi til hinanden i dag – og med god grund. For i dag eksploderer glæden som på ingen anden dag i kirkeåret. Påskesalmerne flyder over med jubel og lovsang – påskeliljerne stråler – og måske kan vi hver især mærke en boblende glæde dybt inde i hjertet. 

Hvor strømmer glæden så fra denne påskedag? Ja, det er fristende at forsøge at forklare opstandelsens virkelighed – at forsøge at beskrive hvad der konkret skete den påskemorgen, da Jesus opstod – at forsøge at gøre det fornuftigt og troværdigt at vi her år efter år holder stor påskefest. Men det fantastiske er at evangelielæsningen som vi lige har hørt ikke falder for den fristelse. Den giver et entydigt, enkelt og forunderligt svar på hvor glæden kommer fra: en tom grav. Ud af tomheden i en gravhule flyder en overvældende glæde, der har fyldt kirker og menneskehjerter i mere end 2000 år.

Markusevangeliets påskefortælling er rippet for enhver form for drama eller forsøg på forklaring. Nøgternt fortælles der om en stor sten, der er væltet fra – om et lig, der er forsvundet – om en ung mand i hvide klæder med et umuligt budskab – om nogle chokerede kvinder, der ikke fatter, hvad der er sket. Og den slutter i tavshed.

Alligevel fejrer vi påske så mange år efter. Og det er i sig selv fuldstændig forunderligt. Den tomme grav uden spor af en konkret opstandelse – og tavsheden uden ord til at dokumentere hvad der konkret skete med den opstandne – begge er imod al forventning fyldt med kraft. Noget voksede frem, en erfaring af noget, som ikke kunne sættes på ord, som ikke kunne forklares, som var ufatteligt, som ikke havde rationel mening, men som på trods af dét var virkeligt, og som forandrede menneskeliv i en grad at det blev bæredygtigt for milliarder af mennesker.

Opstandelsen kan ikke gribes med fornuft, den er et mysterium, et under, der overstiger vores vildeste fantasi. Og netop heri ligger en kolossal befrielse for os moderne, kloge mennesker, der gerne vil have styr på alting. Opstandelsen kan vi ikke kloge os i – og derfor behøver vi heller ikke at kloge os i det. Vi kan helt undlade at forsøge at udlægge og forklare den. Vi behøver ikke hverken overfor andre eller overfor os selv at kunne sige noget fornuftigt  om Jesu opstandelse. Vi har lov til at postulere at graven var tom – at Kristus er opstanden – at noget umuligt skete – og så overgive os til glæden og fejringen af det.

Og det er i grunden ikke så meget anderledes end så mange andre glæder, der møder os, uden at vi kan give fyldestgørende forklaringer på, hvorfor det gør os så glade. Som at svime hen i forundring over en solopgang eller en solsorts morgensang eller duften af de første syrener. Som at hengive sig til kærlighedens mulighed. Som at se en brun påskeliljeknop briste og folde sig ud i den smukkeste gule farve. Som at blive løftet af en tone eller et ord eller et kærtegn. Vi kan forklare det alt sammen ihjel, men vi kan også bare juble og leve af det.

Og ud af den uforklarlige glæde vækkes håbet for kommende dage – at også de store sten i vores tilværelse der spærrer for livsudfoldelse kan flyttes – at også de forhindringer vi bekymret ser for os pludselig kan forsvinde – at også den angst og fortvivlelse som indimellem kan vælte os omkuld kan forvandles til tillid og nyt mod – at også en pandemi kan overvindes – at glæden også kan finde vej tilbage til vores hjerter efter ubærligt tab og smerte – at der også for os er en vej i døden og nogle hænder, der griber os og fører os til nyt liv.

Det umulige er sket – Kristus er opstanden – og det umulige kan ske igen og igen. Guds virkelighed kender ingen grænser. Lad os gribe det – lad os overgive os til det. Så endnu engang:  Glædelig påske!

- Vibeke Houmøller