Han har altid haft et dårligt rygte – disciplen Thomas, der ikke ville tage de andres ord om den opstandne Jesus for gode varer, før han selv havde mødt ham. Tvivleren er han blevet kaldt og det sagt med en rynket næse. Og det er i grunden mærkeligt. For de andre disciple troede jo heller ikke på rygterne om Jesu opstandelse før de havde set ham. De mødte ham bare en uge før Thomas. Alligevel var de bange og gemte sig bag lukkede døre – hvor Thomas var ude i verden – måske for at lede efter svar. Så hvorfor er det Thomas, der har fået det dårlige rygte? De var vel alle tvivlere, når det kom til stykket. Thomas var bare den eneste, der satte ord på sin tvivl.

Derfor holder jeg meget af billedet af Thomas, der kigge ned fra loftet af kirken. Han sidder med hovedet i sin hånd – og grubler, tænker jeg. For måske var dét i virkeligheden hans særkende – at han grublede over tilværelsen – at han stillede spørgsmålstegn ved alt og ikke købte de lette svar – at han søgte passioneret efter retning og mening og ikke var bange for at sætte ord på sine overvejelser. 

Derfor vil jeg også hellere kalde Thomas for grubleren fremfor for tvivleren. For med sine mange spørgsmål og sit krav om at få syn for sagen repræsenterer han den side af os mennesker, der hele tiden søger at forstå og forklare og få vished for, hvordan tingene hænger sammen. Og den side er vigtig at give plads til – den er hele forudsætningen for al videnskabeligt arbejde, og den er garantien mod fake news og konspirationsteorier og fundamentalisme. Hvis ikke vi hele tiden søger viden og er nysgerrige og stiller spørgsmål og undersøger ting i dybden, så går al udvikling i stå og de højstråbende eller de stærkeste får magten.

Men grubleriet har en grænse. Der er sider af tilværelsen, som ikke kan dokumenteres eller udforskes eller på anden måde gribes med forstanden. Kærligheden for eksempel. Det er ikke muligt at regne ud, hvordan kærligheden fungerer. Uanset hvor meget jeg grubler over det og stiller spørgsmål og forsøger at få styr på det, så smutter det gennem fingrene på mig. Der er kun én måde at forholde mig til kærligheden på, og det er ved at tro på den – ved at give afkald på sikkerhed og vished og overgive mig til dens mulighed.

Og det er den samme grænse for forstanden Thomas står ved, da han prøver at gruble sig frem til opstandelsen. Han vil gerne forstå opstandelsen – han vil gerne vide, hvordan det lader sig gøre – han vil gerne røre ved sårene i Jesu hænder – han vil gerne sikre sig, at Jesus stadig er der – at det ikke bare er en indbildning eller en drøm. Men da den opstandne pludselig står foran ham forsvinder alle rationelle tanker og krav hos Thomas. Selvom den opstandne rækker ham sin sårede hånd, så rører Thomas ikke ved den – for det giver ikke længere mening. Opstandelsen kan ikke fanges faktuelt – den kan kun gribes med tro. 

”Troen er håbet – tvivlen er vilkåret” har kunstneren Bjørn Nørgaard engang forklaret om sit personlige religiøse standpunkt. Den håbefulde tvivler kalder han sig selv, og jeg tænker det rammer meget præcist Thomas’ situation – og ethvert menneskes situation dybest set. Det er vores vilkår som menneske at være udstyret med evnen til at tænke og gruble og sætte spørgsmålstegn ved alt. Derfor vil det altid være svært at acceptere, at der er grænser for, hvad vi kan regne ud, og det medfører uundgåeligt tvivl.

Men nåden er, at vi indimellem, som Thomas, er heldige, at det uudgrundelige sætter sig igennem, så vi må lade alle fornuftige parader falde. Nåden er, at tvivlen i glimt fordufter, og troen sætter sig igennem. Håbet er, at vi får lov at opleve disse øjeblikke, der kan løfte og forvandle og bære os. Håbet er også, at vi i alle de andre øjeblikke får kræfter og mod til at vælge troen på Guds uforklarlige muligheder, selvom vi kun kan mærke tvivlen. Ja håbet er, at Gud tror på os. Også når vi ikke magter at tro på Gud.